Sådan kom Gæðingakeppni til Danmark

Af: Christian Sørensen

Foto: Privat og Unsplash.com

01 juli 2017
Members only
Tema

I denne og en række kommende artikler dykker vi ned i Gæðingakeppni, konkurrencegrenens udspring og rejse over Atlanten fra Island til Danmark. Artiklen er fra TÖLTs arkiv og blev publiceret første gang i juli 2017.

Landsmót i Hella i 1994 blev en gamechanger for én af de første gæðingakeppnidommere herhjemme. Rikke Nielsen havde set hvordan publikum blev revet med, da Orri frá Þufu hamrede ned af banen og blev så beruset af den fede, intense stemning, at hun bare måtte hente disciplinen, der favnede den islandske hests løbeglæde og energi til Danmark.

Al begyndelse er svær. Det gælder også forskellige konkurrence-discipliners udbredelse, når vi, vanemennesker som vi er, får serveret en ny disciplin på et sølvfad – værsgo’ at spis! Men tør jeg smage på det ukendte?

Årene har vist os, at vi kan udføre ufattelige ting med vores islandske heste. Mange og forskellige konkurrenceformer skyder op af banernes muld omkring os. Lige fra gæðingafimi, Tølt in Harmony, (som nu er blevet til ”Figures”, red.) istölt til gæðingatølt og jeg kunne blive ved.

Dog har alle disse konkurrenceformer én ting til fælles: – Vi skal have ryttere, der tør kaste sig ud i ”det uvisse”, før konkurrenceformerne kan realiseres og blive en succes.

Sådan siger Rikke Nielsen, én af de første fem gæðingakeppnidommere i Danmark, der blev uddannet i 1997. Hun var med lige fra de første gæðingakeppnistævner med få tilmeldte til de senere med over hundrede ekvipager til start.

Igennem årene har Rikke lært sig selv et mantra. Et mantra som dengang i 1997 var vigtigt for at introducere gæðingakeppni i Danmark, og i dag stadig er vigtigt: ”Hvad kan der ske, andet end at man lærer noget af det og får en på opleveren.”

Rikke Nielsen.

Gæðingakeppni kom med fly fra Island

I 1997 kom gæðingakeppni med en flyvemaskine til Danmark. I menneskelig form, nemlig gennem de garvede konkurrenceryttere Olil Amble og Hafliði Haldorsson. De to islandske ryttere og undervisere skulle uddanne en skare på ti forhåbningsfulde seminarister ved et kursus i at dømme gæðingakeppni.

Blandt de ti sad Rikke Nielsen, og fem dage efter fik hun og fire andre sine beviser på, at de nu måtte dømme gæðingakeppni. I de efterfølgende år har Rikke dømt mange gæðingakeppnistævner rundt om i Danmark.

For at forstå hvad det var, der drev Rikke til kurset i 1997, må vi spole yderligere tre år tilbage. Til Landsmót i Hella i 1994. Det var netop her, at dage på et tåget baneanlæg gjorde noget ved Rikke og ikke mindst hendes opfattelse af, hvordan man kan konkurrere på islandske heste.

– Det var en imponerende oplevelse. Det var så stort med alle de mennesker samlet på ét sted. Samtidig var der så mange gode heste. Det var fantastisk.

Ifølge Rikke stod ridestilen på Landsmót i Hella i 1994 i stor kontrast til den ridestil, der herskede i Danmark på daværende tidspunkt.

– Dengang jeg begyndte, var det jo langsom, langsom, langsom arbejdstølt og meget mast ridning. Bare det der med, at man kan få lov at ride frem. Det har tiltalt mig fra dag ét, og man kan se, at hestene er glade, det er fedt.

”Bare det der med, at man kan få lov at ride frem. Det har tiltalt mig fra dag ét, og man kan se, at hestene er glade, det er fedt”

Det stod til det stævne derfor klart for Rikke, at hun ikke kunne lægge gæðingakeppni fra sig. Stævnet indeholdt på alle måder alt, hvad der karakteriserer den gode fortælling: Storhed, fald og helten, der vinder til sidst.

– Der var en hest, der brækkede benet, og så var der jo en vanvittig flot B-flok-finale med blandt andet Logi frá Skarði og Orri (frá Þufu red.), der vandt B-flokken. Publikum blev revet med, da Orri hamrede ned af banen. Der var den dér fede, intense stemning, når der er noget, der er så fedt at se på, samtidigt med at der er så mange mennesker samlet på et sted. Man blev beruset af den stemning. Det er jo en stor fest, siger hun.

Kursus på dansk jord

Gæðingakeppni som dansk konkurrenceform lod dog vente på sig. Først i 1997 blev der udbudt et kursus i at dømme gæðingakeppni og en chance bød sig. Her var Rikke ikke i tvivl om, at hun skulle deltage. Efter kurset og med fem dugfriske danske gæðingakeppnidommere ville det være synd at sige, at der var mangel på gæðingakeppnidommere. Den iver og positivisme, som Rikke havde oplevet på Island, var muligvis ikke nået ud til de danske ryttere, der igennem årene havde fokuseret på de andre konkurrenceformer på islandske heste – måske fordi de intet kendskab havde til den originale konkurrence på islandske heste.

Dog begyndte vægtskålen lige så stille at tippe,  og interessen for gæðingakeppni øgedes. De kræfter, som de daværende gæðingakeppnidommere og ildsjæle dengang investerede i udbredelsen, gav efterhånden pote.

– I starten stillede folk jo bare op uden at vide, hvad de gik ind til. Men så kan jeg huske, da vi ét år dømte i Herning, nogle år efter (i 2008 red) – dér var der en islandsk dommer, som sagde, at de bedste heste var ligeså gode som på Island. Dér battede det faktisk – dér viste det sig, at vi var kommet ud over rampen.

Det, der dengang i 1994 tiltalte Rikke ved stævneformen, og stadig gør det den dag i dag, er de egenskaber ved den islandske hest, som gæðingakeppni-disciplinen påskønner – stolthed, løbeglæde og energi. For Rikke var det vigtigt at få en konkurrenceform til Danmark, der netop favnede den islandske hests løbe-glæde og energi:

– Jeg synes jo, det er fascinerende med den power, som hestene har – den frihed i gangarterne, den eksplosivitet, de frie bevægelser med power og alligevel lethed. Dét er det fascinerende.

Ligesom dengang i 1997 står vi nu i en situation, hvor mange konkurrenceformer inden for ridning af den islandske hest dukker op, og Rikke vil gerne sprede budskabet om, at det er vigtigt at turde at kaste sig ud i nye og forskellige konkurrencediscipliner.

“Jeg synes jo, det er fascinerende med den power, som hestene har – den frihed i gangarterne, den eksplosivitet, de frie bevægelser med power og alligevel lethed. Dét er det fascinerende”

– Det er her, at du lærer noget om dig selv og din hest. Jeg synes, at man skal prøve sig frem og ikke holde sig tilbage, man kan jo ikke andet end at lære noget af det.

Rikke er i dag bosiddende på Sjælland. Hun dømmer ikke længere gæðingakeppni, men lader mange af de elementer, hun har lært gennem årene som gæðingakeppnidommer, være grundstenene i den daglige træning af hendes seks heste og i hendes træningsstald.

Log ind eller bliv medlem af Dansk Islandshesteforening for at få adgang til TÖLT

Er du medlem af Dansk Islandshesteforening men mangler dit brugernavn og adgangskode?
Gå til sporti og log in for at finde dit medlemsnummer