Hestedatabasen WorldFengur mangler 1,5 mio. danske kroner til opgradering

Af: Pernille Engsig Eskildsen

31 marts 2022

WorldFengur.com indeholder data på flere end 500.000 nulevende og afdøde islandske heste fra hele verden. Den 20 år gamle platform trænger akut til en gennemgribende opgradering af sikkerheden og brugerfladen. Men pengene mangler. Det skriver det islandske landbrugsmedie, bbl.is.

Foto: Én af de hundredtusindvis af islandske heste, som er registreret i WorldFfengur.

Vigtig platform for den islandske hest

På WorldFengur.com findes vigtige informationer om hestenes afstamning, kåringer, avlsvurderinger, bedækninger, ejere, opdrættere, fotos, video, DNA, chipnumre, farver, navne og meget, meget mere.

Derfor er databasen med tiden blevet et uundværligt opslagsværk, som mange islandshesteejere og avlere over bruger dagligt. Det omfattende datamateriale danner desuden grundlag for forskning og registrering globalt og lokalt.

Medlemsgebyrer dækker ikke

WorldFengur drives i dag via et samarbejde mellem RML, som er den islandske landbrugsrådgivning og FEIF, den internationale islandsheste-organisation. Medlemmerne af verdens islandshesteforeninger under FEIF betaler via deres kontingenter til driften. Man kan desuden købe personlige abonnementer. RML har været med i driften siden 2020, og sidste år gav det et underskud på ISK 11-13 mio., ca. 630.000 danske kroner.

FEIF-præsident Gunnar Sturluson mener at pengene bør kunne findes.

Umoderne brugerflade

Databasens funktionalitet og udseende svarer stort set til det, den blev født med for omkring 20 år siden. Derfor har den længe trængt til en fundamental opgradering både af sikkerheden og af den forældede og – for mange besøgende – lidt komplicerede brugerflade.

Efterlyser støtte fra den islandske stat

Midlerne fra medlemmerne er ifølge RML langt fra tilstrækkelige til at finansiere sidens drift og forbedringer. En opgradering vil koste omkring 1,5 mio. danske kroner ud over driften, og RML ønsker, at den islandske stat vil finansiere arbejdet.

FEIF-præsident Gunnar Sturluson siger til bbl.is, at WorldFengur er nøglemateriale i avlsarbejdet med islandske heste og at der bør kunne findes midler til opgraderingen. Han henviser desuden til forordningen om den islandske hests oprindelse og avl, som du kan se her (islandsk).

Relaterede artikler