Rita Geertz har fundet æresmedlem og medstifter af Dansk Islandshesteforening Marit Jonssons skriverier om det første europamesterskab frem af gemmerne, og det er både interessant og morsomt at læse med.

I 1986 ser Marit Jonson tilbage på de første otte europamesterskaber i FEIF i et tillæg til TÖLT med titlen: “Visioner bliver til virkelighed“.

Hun konstaterer, at: “….de 16 år der er gået siden september 1970, hvor de første europamesterskaber for islandske heste fandt sted, viser en udvikling så fantastisk og imponerende, at man næsten skal have oplevet det hele selv for at forstå betydningen heraf. Ikke bare selve stævnerne, disciplinerne og banerne, men også i allerhøjeste grad heste og ryttere, er blevet ændret og forbedret gennem de otte EM og tiden og diskussionerne ind i mellem. Det kan være svært at vurdere, om noget af den oprindelige naturlige og enkle ridning er gået tabt, men jeg tror det egentlig ikke. Snarere mener jeg, at den almindelige fritidsridning har udviklet sig i takt med konkurrenceridningen, så både heste og ryttere overalt er blevet bedre”.

Og Marit skriver videre om det allerførste europamesterskab:

“1970 – Aegidienberg.

I 1969, da FEIF blev startet, var der ikke megen diskussion om, hvor EM 1970 skulle afholdes, nemlig i Tyskland. Dengang var det faktisk familien Feldmanns baner i Aegidienberg syd for Bonn, der var centrum i europæisk islandshesteridning og efter nye ideer inspireret af Island og USA, blev der i 1970 bygget Europas første ovalbane i Walter Feldmanns ene fold. Og her afholdt man så det første EM for islandske heste d. 5.-6. september 1970. Seks nationer deltog med i alt 28 heste, fem ryttere fra henholdsvis Island, Tyskland, Østrig, Schweiz og Danmark og tre fra Holland.

Det danske landshold EM 1970.

Næsten alle discipliner foregik på den nye ovalbane, først og fremmest tölt, som ansås for langt den vigtigste konkurrence, men også 5-gang, 4-gang med henholdsvis tölt/trav og tölt/pas, samt noget man kaldte udholdenhedsridt, som var på 3.000 meter. Det sidste blev til 15 gange ovalbanen rundt i tölt, trav eller pas, i fuld speed, og den hurtigste hest vandt. Man startede i hold, hver nation for sig, så det enkelte land havde en vis indflydelse på, hvilken ekvipage man ville pace frem.

Foruden ovalbanedisciplinerne var 200 meter pas på en hullet græsbane samt en lydighedsprøve også EM-discipliner.

Fem dommere dømte hver for sig og uden sekretær under hele stævnet. Propositionerne var lavet af tyskerne, som på det tidspunkt var det eneste land med en ovalbane, og den hermed forbundne erfaring, som ifølge sagens natur var meget lille. Og selv om europamesterskabet havde mange fejl og mangler, dannede de et godt grundlag for den videre udvikling af konkurrencesporten.

Stævnet begyndte om lørdagen med lydighedsøvelser, og som ventet vandt tyskerne overlegent denne disciplin. Søndag morgen startede tölt-konkurrencen, hvor alle heste med undtagelse af to deltog. Det skyldtes ikke, at de alle sammen var konkurrence-töltere, men det faktum, at man havde en nationskonkurrence gående, hvor det gjaldt om at kradse points sammen til sit land. Så man kan roligt konstatere at to af de 28 heste ikke kunne tölte.

Efter tölt vistes to slags 4-gængere, og da der ikke var nogen begrænsning af det antal discipliner, man kunne starte i, resulterede det i, at mange heste stillede op i alle tre gangartskonkurrencer. Til gengæld var der meget strenge diskvalifikationsregler. Hvis man ikke midt på en kortside skiftede gangart mellem to opsatte pæle, var det diskvalifikationsgrund, og dommerne gav 0.

Alle gangarter blev vist på venstre volte, og anspringet blev bedømt med samme vægt som gangarterne. 5- gang var som de to foregående 4-gangskonkurrencer lidt halvkedelig og led under for lidt luft under hovene, for lidt vind i manen og for megen dressur.

Udholdenhedskonkurrencen viste sig derimod at være mere spændende og morsom, end vi havde ventet. Den havde næppe meget med en egentlig udholdendhedsprøve at gøre, og den var i hvert fald ikke god for hestens ben, med sine 15 ovalbanerunder i fuld fart.

Reynir Adalsteinsson og Stjarni fra Svignaskardir.

Europamesterskabets stjerner var Walter Feldmann jr. fra Tyskland, Reynir Aðalsteinsson fra Island og Barla Maissen fra Schweiz.

I de to år der skulle gå inden næste EM bølgede diskussionerne i islandshestekredse i de seks lande. Vi var alle enige om, at vi ville vise verden islandsheste, der kunne gå stormende tölt og flyvende pas, en alsidig og villig, stærk og udholdende ridehest for ryttere af alle kategorier. Men kunne vore discipliner vise dette? Var det de rigtige konkurrencer og bedømmelseskriterier, vi havde fundet frem til?

Konkurrenceformen var for bundet og for snørklet i reglerne. Lidt mere frihed til den enkelte hest, lidt større kontrast mellem natur og dressur var øjensynligt påkrævet. Det blev naturligt at få terrænridt med for at vise islandshesten som en alsidig brugshest. Og det var nødvendigt at sætte gangartskonkurrencerne i system, så de blev lidt mindre kedelige. EM-70 viste os også, at behovet for information og kommunikation var stort, både landene, rytterne og alle medlemmerne imellem.

Alle disse ting blev forbedret inden EM-72″.