Sådan stod der i årsberetningen fra Dansk Islandshesteforening 2021.
Men hvad er det egentlig, nordjyderne gør for de unge medlemmer?
Det har vi spurgt Helle Andersen om. Hun er mor til to juniorryttere og en af de dedikerede drivkræfter bag det omfattende og hurtigt omsiggribende junior-unge-arbejde i Hekla.
Hvad går Heklas junior-unge-arbejde ud på i dag?
– For tre år siden havde vi kun ét junior-unge team med 10-12 medlemmer fra 11-21 år. Vi oplevede en stigende efterspørgsel fra aldersgruppen, så vi planlagde at udvide med to undervisere og åbne for 14 deltagere. Det første år var der én underviser. Siden udvidede vi til to undervisere og hele 21 medlemmer.

Helle Andersen har to piger, der rider med på teamet. Hun er en af drivkræfterne bag Heklas junior-unge-arbejde.
– 2021 er vores andet år med det store team, og det fungerer super! Vi kører undervisning én gang om måneden med to dygtige ledere, Emil Fredsgaard og Liva Hvarregaard. Deltagerne skal i øvrigt også sætte mål for, hvad de gerne vil nå på en sæson, uanset om de er stævneryttere eller gerne vil ride skovture.
Hvor kommer jeres unge medlemmer fra?
– Pigerne i teamet – lige nu er der kun piger – kommer fra et stort opland, som dækker hele Nordjylland. I år er der deltagere fra Hobro til Aalbæk. Vi kan godt mærke, at det er blevet meget eftertragtet at være med i Heklas team.
– For at sikre fødekæden og imødekomme efterspørgslen har vi også startet miniputteam. Det dækker de helt små, fra man kan sidde på hest, til 11-årige. Der er nu 21 miniputter, heraf fem drenge.
– Fem af miniputterne er klar til næste niveau. Vi er derfor ved at starte endnu et hold, et ungeteam for de 18-25-årige. Nu har vi tre niveauer og dækker fra de helt små op til 25 år. Vi er så kede af at skulle sige nej til nogen, der gerne vil være med.
Hvor lægger i et særligt fokus i junior-unge-arbejdet?
– Vi har knap 400 medlemmer i alt i Hekla, og vi vil gerne være en klub for bredden hele vejen igennem. For eksempel holder vi rideture, klubaftener, foredrag med en smed, undervisning og meget andet. Vi har også arrangeret ”Rynkeridt,” et helt nede på jorden stævne for de + 35-årige. Det var skønt, og vi så mange deltagere, ellers ikke er med i konkurrencer.
– Fokus på bredde gælder naturligvis også hos børn og unge. Her tænker vi især socialt. Teams starter som regel op i august med en overnatning i klubhuset, hvor man har hest med. Første dag går med undervisning og præsentation af hinanden og ridelærerne. Dag to kan der ske alt muligt. Det kan være en tur til en forhindringsbane med hestene eller et foredrag med en fysioterapeut. I år kom der et par piger og underviste at lave smykker af hestehår.
Hvordan styrker I det sociale fællesskab?
– Vi gør en del ud af, at man ikke bare kommer og får undervisning, men at man bliver og danner bånd. Når vi har undervisning, kommer alle deltagerne om morgenen og spiser fælles morgenmad sammen. Forældrene er velkomne til at spise med, og de hygger sig også sammen. Forældre skiftes til at komme med frokost to og to. Til middag spiser vi samlet, så man har tid til at snakke og hygge på kryds og tværs.
– Det er enormt vigtigt, at der er plads til alle uanset niveau på hest og rytter, det er underviserne også klar over. Vi har ryttere med potentiale til DM- og Nordisk Mesterskab, og vi har ryttere, der bare gerne vil tølte i skoven.
– Vi oplever, at man sagtens kan lære noget af hinanden begge veje. De sociale bånd betyder, at de unge kender hinanden, når de kommer rundt i landet til arrangementer og stævner. Det er mega fedt at se, hvordan de stimler sammen og hjælper og støtter hinanden, hvis nogen har glemt et par boots eller en pisk eller har behov for opbakning.
Det er noget med, at I skal til Island til sommer?
– Ja, som noget nyt arbejder vi hårdt på at finde penge, så vi kan komme 20 piger og 4 voksne til Landsmót til sommer. Vi har lige fået tilsagn fra Fondet for Dansk-Islandsk Samarbejde, så det ser ud til, at det lykkes at komme af sted!
– Vi har fået venskabsklub i Island, og vi skal være hjælpere til Landsmót for at gøre turen det lidt billigere. Ud over at overvære stævnet skal vi på to dages ridetur hos Óli og Sarah på Miðkoti, og vi skal besøge nogle stutterier. Vi er fast besluttet på, at det skal lykkes at komme af sted. Jeg glæder mig til en intens og god uge.
Hvad betyder prisen som årets klub for Hekla?
– Det betyder meget, og vi er beærede over titlen. Jeg tror ikke, at vi gør noget ekstraordinært. Vi har bare været meget heldige med at finde ildsjæle, som brænder for det, vi gerne vil arrangere og tilbyde. Derfor har vi en dejlig stemning i klubben og får god opbakning fra medlemmerne, og så får man lyst til at lave mere. Prisen som årets klub er et anerkendende skulderklap i den retning fra vores ”moderforening.”
Turen planlægges med ca. 21 børn/unge og 4 voksne. Turen foregår i ugen omkring Landsmót, hvor flokken er frivillig ved stævnet og dermed har reduceret entréudgiften. På programmet er desuden en ridetur med børn og unge fra den islandske rideklub Geysir, som er Heklas venskabsklub. Man planlægger også et besøg i Danmark af de unge Geysirmedlemmer.
Heklas junior-unge-teams arbejder for at samle penge ind til turen via støtte fra forskellige fonde, lotteri, salg af bambussokker, auktioner og frivilligt arbejde. Gruppen mangler og søger stadig midler til at realisere projektet uden for stor egenbetaling, så alle kan komme med.
Vil du hjælpe de unge af sted til Island? Så kan du støtte turen ved at købe dejlige bambussokker lige her.
Landsmót foregår 4. – 10. juli 2022. Du kan se mere om stævnet og købe billetter her.
Lokalklubben Hekla er oprettet i 1972 og navngivet efter den sydislandske vulkan Hekla.
Foreningen er for alle, der rider i skoven eller deltager i konkurrencer. Hekla har egne junior- og ungrytterteams og har for nylig oprettet et hold for miniputter med undervisning.
Målet er, at alle de unge ryttere kan udvikle sig ridemæssigt og få et godt, socialt sammenhold. Foreningen har et velfungerende baneanlæg i Hjallerup. Her er der foredrag, kurser, stævner og andre arrangementer.
Kilde: www.hekla.dk